Søndag i efterårsferien pakkede vi landroveren og satte kursen mod Pilanesberg. Pilanesberg er en nationalpark, hvor man i princippet kan se The Big Five. Det tog ca. 2 timer at køre derhen. Inden vi kørte hen til lodgen hvor vi skulle overnatte kørte vi selv en tur i nationalparken. Vi var mega heldige og så bl.a. elefanter og næsehorn meget tæt på. Da vi skulle hen mod lodgen stod der elefanter på vejen og vi måtte pænt vente indtil de fik flyttet sig. De var lidt større end bilen.
Vi havde på forhånd bestilt et morgen game-drive til om mandagen men efter lidt plagen lovede vi at spørge om der også var plads på aftens game-drivet. Det var der. Vi nåede lige at få en smule mad inden vi skulle afsted. Der var afgang 16.30 og turen ville vare 3 – 3,5 timer. Det var rigtig fint og i særlige safari-køretøjer. Vi så ikke så mange dyr – vi så faktisk flere da vi kørte selv. Men vi så giraffer og også to løver – og det var stort for pigerne. Dog synes de at det var en lille smule pinligt, da løverne begyndte at parre sig
Næste morgen skulle vi op kl. 04.30, da vi skulle være klar til morgen game-drivet kl. 05.15. Det var tidligt og det var to trætte piger. Det var koldt men heldigvis havde vi godt med tøj på og der var tæpper i bilen (der er ikke vinduer så man bliver blæst igennem). Igen så vi ikke så mange dyr men var så heldige at se to leoparder. Det er åbenbart et relativt sjældent syn i parken og det var helt klart turens højdepunkt. Grundet ”jagten” på leoparderne blev vi forsinket til morgenmaden og var godt sultne da vi kom tilbage.Efter morgenmaden pakkede vi sammen og kørte hjem.
Det var en super god tur og helt sikkert ikke sidste gang vi tager til Pilanesberg.


