Lørdag den 23. september satte vi kurs mod Hartbeespoort, hvor vi besøgte ”The Ann Van Dyk Cheetah Center”. Centret har til formål at bevare geparden gennem avl samt ved at genudsætte geparder, der er født i fangenskab, i naturen. Vi var på en to timers guidet tur i en safaribil. Geparderne var ikke tamme! Katrine blev vurderet for lille til at sidde ud mod siden af bilen. Hun ville være for fristende at prøve at snuppe, så hun kom i midten mellem Filippa og mig. På Filippas side var der mere beskyttelse og hun er højere. Vi følte os på ingen måde utrygge men pigerne havde sommerfugle i maven. 😊 Der var også vilde hunde og enkelte ande dyr. Det var super spændende både at se dyrene og høre om centerets arbejde.



Vi havde bestilt en overnatning i området, så da turen var færdig kørte vi hen til De Wildt Cheetah Lodge hvor vi skulle overnatte. Det var ikke luksus men rigtig hyggeligt. Hotellet er udgangspunkt for en del vandreture, så næste morgen (inden morgenmaden) tog vi på en 4 km gåtur. Det lyder ikke af meget men det gik ret meget opad så det var pænt hårdt 😊 Men sikke en udsigt det var – det var hele turen værd. Turen tog ca. 2 timer og 15 minutter, så vi var godt sultne da vi kom tilbage til hotellet. Vi havde heldigvis lidt slik med på turen men næste gang skal vi have snacks med. Janus var klart den der var i bedst form.


